En mening med alt...

Jeg sidder denne stille aften og tænker..... Hvorfor er det lige at livet skal bringe både ondt og godt????

Og hvorfor er der nogen der skal rammes ekstra hårdt??? også sagt på en anden måde: hvorfor trampe på nogen der allerede ligger ned???



Jeg sidder her og tænker på alle dem der har sendt søde tanker og beskeder og alle dem vi har os nært og har snakket med om vores liv... Tusind tak... hvor er det skønt at nogen gider læse og lytter til en, også selvom det ikke er pænt eller positivt det der kommer ud... jeg er så glad for jer alle...

Meeen ja jeg tænker... sorry men håber lidt at sætte nogle tanker igang hos andre også..

Jeg syntes selv at mit liv har været godt, jeg er vokset op på landet med alt hva dette indebære (at klunse sig til ting, dyr og ikke mange penge men nok osv.) og lidt mere til hi hi

Jeg fik pony og brormand fik en gammel markræs bil og ja vi sloges som hund og kat, så det var som det skulle være.. hi hi og i mine teenageår, blev mine forældre skilt og blev fantastisk gode venner og alt blev mere fornuftigt med tiden... Dog var jeg ikke særlig nem... jeg var rent ud sagt en møg tøs og flyttede hjemmefra MEGET for tidligt, men min mor vidste, at hvis hun stoppede mig, så ville jeg bare stikke af og derved ville hun ikke vide hvor jeg var.. (hun har desværre nok ret i denne udtagelse)

Jeg har flyttet sjælland rundt pga. så meget fnidder/arbejde/fyre, men heldigvis kom jeg til fornuft og er nu vent hjem til lille Næverland (Næstved) igen, hvor min moar og far er/var...

jeg rendte så desværre ind i en psykopat, som virkelig gjorde livet til et helved i gennem nogle år, men herefter besluttede jeg at nu skulle jeg altid have det godt... Jeg brugte herefter tid alene indtil jeg mødte min mand. Og vi vidste bare at vi var meant to be... og i løbet af 14 dage var vi enige om at vi skulle giftes og have børn. og ja det hele gik stærke, og i løbet af 9 måneder var vi blevet gift og 12 uger henne... fedt og vi elsker det stadig :0)

Min mands første møde med min familie, var en uge efter vi mødtes, min kære mormor døde og jeg ville over og sige farvel og han tog med(sikker en måde at møde den kommende svigerfamilie på men det gjorde kæmpe indtryk på hele familin at han stod der). Frem til vores fantastiske bryllup, blev jeg/vi desværre ramt af temmelig mange ulykkelige ting.

Som skrevet lige før, så gik min mormor bort og herefter startede lavinen: min far blev syg, men vi fik håb af sygehuset, der sagde at man godt kunne leve med den type kræft i flere år, men det skulle min far ikke.... Han døde ca en måned før vort bryllup, herefter skulle min onkel den sammen tur også pga kræft og herefter min morbror... Vi havde dog stadig et drømme bryllup og med min far i tankerne, men jo det var undskyld mig SKIDE hårdt...

Og så har vi jo også lige vores fantastiske Nullermand.... Han har fra helt spæd haft en knude og vi ikke skulle tage os af, men nu er det pludselig blevet en alvorlig sag. Det har vist sig at være en medfødt misdannelse og den skal fjernes, men den er nu større end et kæmpe hønse æg og er vokset ind i musklerne, så han skal MR-scannes og derefter ved vi hvad, hvornår og hvor meget risici der vil være ved fjernessen af den..

Herefter har det ellers gået som hos mange andre, finanskrisen krassede og jobbet røg. Men vi har kæmpet os igennem og syntes selv vores plan blev bedre og bedre, lige indtil at nogen vi troede vi kunne stole på, røvrendte/udnyttede os på den mest svinske måde og nu skal vi af med hus og bil... Og det er jo ingen hemmelighed at det IKKE er hussælgerens side priserne er på lige nu..... så dette komme til at gøre meget ondt på økonomien :0(



Men på trods af alt hva vi indtil videre har måtte igennem både med os selv, familie og med nære venner, så føler at jeg er blevet mere stærk efter at jeg har prøvet at hjælpe dem jeg kender og især Mille, det har været mega hårdt og har kostet tudeture, men jeg er glad for at ha kunnet hjælpe.... Og min mand og jeg føler os også stærkere som par end nogen sinde..

Men hva er det lige der gør at netop vi, har skulle igennem alle disse prøvelser????

Hva er meningen med det???

er der nogen mening??

er det for at vi skal blive stærkere til noget i fremtiden???



Et eller andet sted, så tror jeg på at der er en mening med alt, men syntes også at livet kan være noget af en prøvelse.. og kan ikke lade være med at spørge hvorfor???

Har du nogen sinde tænkt over der har været med til at forme dit liv....???

Hva er det der har gjort dig stærk???



Glæder mig til den dag hvor min mand og jeg kan nyde den blå himmel uden bekymringer og til lyden af Nullermanden latter..