Dagens svære svar... da jeg sad med en sløj Nulle her til aften..... Kiggede han på vores billeder og derefter på mig og spurgte: Mor, hvornår kommer morfar ned fra himlen og leger???? Jeg skyndte mig at fortælle ham at morfar ikke kunne komme ned fra skyerne fordi han skal holde øje med os alle sammen..... Og Nulle virkede til at det så var ok, men gud hvor er det svært....
Han er jo knapt 4 år men tænker meget over ting han høre, ser eller oplever... Jeg synes det er meget svært at finde ud af hvornår man skal begynde at fortælle børn om liv og død....Og alle de andre vigtige ting der vil komme som små bump på vej... men indtil videre holder jeg fast i at morfar ikke kan kommer ned og desuden skal han jo også sammen med skovtrolden (min mor kæreste) slå deres hamre sammen og lave tordenvejr... det er vores lille historie ;0)
Faktisk er det nogen ting hvor jeg på forhånd bare tænker: hvordan pokker løser/forklare man det!! og pludselig opdager man at man faktisk står midt i en situation og har løst gåden... ;0)
Her hjemme, synes vi feks. at det er vigtigt at børn bliver skånet så længe som muligt for dårlige emner (ligesom alle andre forældre) og ligeså vel lære, at det er okay at sige fra over for både børn og voksne, hvis man ikke har lyst til det de synes...... I bund og grund handler det nok om, at lære at have respekt for sine omgivelser samt selv at blive respekteret for den man er..... Ligeså vel synes vi heller ikke at børn bør opleve at voksne stiller sig op og diskutere, håber, skriger eller kalder hinanden ikke pæne ting i børns påhør... Jeg ved godt at verden ikke er så lyserød og at jeg ikke kan redde hverken den eller undgå at Nulle oplever nogle dumme ting.... Jeg ville bare så gerne ind imellem ønske, at jeg havde løsningen på fred og idyl, men ved osse godt at det der ikke knækker en, gør en stærk!!! Og ja jeg er stærk, og er blevet det af de knups jeg har fået i fortiden og nu... for jeg ved at jeg har fejl og jeg indrømmer det!!!!
Far jeg savner dig og tak for at du og mor har lært mig: At uanset hvem man er, så har alle sku rynker et vist sted.... Der skal bare selv akendelse/indrømmelse til at se sine egne fejl, gode som skidte
(på billede er det mine forældre og storbror, for mange år siden)
Faktisk er det nogen ting hvor jeg på forhånd bare tænker: hvordan pokker løser/forklare man det!! og pludselig opdager man at man faktisk står midt i en situation og har løst gåden... ;0)
Her hjemme, synes vi feks. at det er vigtigt at børn bliver skånet så længe som muligt for dårlige emner (ligesom alle andre forældre) og ligeså vel lære, at det er okay at sige fra over for både børn og voksne, hvis man ikke har lyst til det de synes...... I bund og grund handler det nok om, at lære at have respekt for sine omgivelser samt selv at blive respekteret for den man er..... Ligeså vel synes vi heller ikke at børn bør opleve at voksne stiller sig op og diskutere, håber, skriger eller kalder hinanden ikke pæne ting i børns påhør... Jeg ved godt at verden ikke er så lyserød og at jeg ikke kan redde hverken den eller undgå at Nulle oplever nogle dumme ting.... Jeg ville bare så gerne ind imellem ønske, at jeg havde løsningen på fred og idyl, men ved osse godt at det der ikke knækker en, gør en stærk!!! Og ja jeg er stærk, og er blevet det af de knups jeg har fået i fortiden og nu... for jeg ved at jeg har fejl og jeg indrømmer det!!!!
Far jeg savner dig og tak for at du og mor har lært mig: At uanset hvem man er, så har alle sku rynker et vist sted.... Der skal bare selv akendelse/indrømmelse til at se sine egne fejl, gode som skidte
Ja han får da stillet nogle af livets store spørgsmål fra tid til anden vores lille fyr! :-)
SvarSlet